Information Vedr. Covid-19

Kære alle medlemmer og beboere i Ejerlejlighedsforeningen Fortbo.

Vi er i Danmark i en helt ekstraordinær situation på grund af corona-virus. Hverdagen er vendt på hovedet. I Ejerlejlighedsforeningen Fortbo gør vi, hvad vi kan, for at beskytte og drage omsorg for beboere og ansatte.

På grund af det stigende antal smittede skærper vi anbefalingerne til, hvordan vi skal forholde os i det næste stykke tid i Ejerlejlighedsforeningen Fortbo, indtil vi kan se, at spredningen af corona-smitte er ved at aftage igen.  Vi følger dagligt myndighedernes anbefalinger.

Der er ingen grund til yderligere bekymringer, men vi ønsker at passe på medarbejderne og sikre, at beboerne og især udsatte og ældre beboere ikke bliver udsat for unødig smittefare.

Hold dig orienteret

Vi gør vores bedste for at holde dig opdateret, og du kan følge med på www.fortbo.dk. For at få overblik over, hvad myndigheder melder ud, kan du gå ind på coronasmitte.dk. Hvis du ikke finder svar her, kan du ringe til den myndighedernes fælles hotline på tlf. 70 20 02 33.

Vi sikrer trygge rammer

Situationen betyder, at vores serviceniveau bliver lavere i den kommende tid, og det beder vi om din tålmodighed og forståelse for. Du kan stadig kontakte dit ejendomskontor på telefon eller mail, men du kan ikke møde op på ejendomskontoret i den kommende tid.

Beboerserviceopgaver, der normalt udføres af ejendomskontoret, bliver begrænset mest muligt for at undgå smitte.

Ejendomskontoret holdes lukket for al personlig betjening indtil videre, men som udgangspunkt frem til den 01. maj 2020.

Der er lavet et nødberedskab i Ejerlejlighedsforeningen Fortbo, således at akutte opståede sager vil blive håndteret. Alle andre opgaver er henlagt.

Personalet i Ejerlejlighedsforeningen Fortbo er sendt hjem til og med juni 2020.

Affaldshåndtering

Affaldshåndteringen vil være begrænset fra de offentlige myndigheders side af. Dette betyder indtil videre, at vi ikke kan få tømt bla. haveaffald.

Affaldsøerne tømmes stadig, men ikke så ofte som tidligere. Derfor opfordres der til, at I begrænser affald.

Der er i dag udleveret bioposer til alle beboere. De er lagt på postkasserne.

Byggeaffald og større affald må ikke længere afleveres i affaldsgården.

 

Håndværkere og renoveringsopgaver

Det er kun nødvendige opgaver, der må udføres af eksterne håndværkere i Ejerlejlighedsforeningen Fortbo.

Hvis der er større renoveringsopgaver, skal projekterne fortsætte efter nærmere aftale med de tilknyttede håndværkere, og ejendomsinspektøren.

Vis hensyn til hinanden

Flere beboere vil være hjemme i dagtimerne. Vi opfordrer til, at I udviser særligt hensyn til hinanden i ejendommen og passer på hinanden.

 

Vaskeriet

Vaskerier holdes åbent, men husk også her, at holde afstand og vaske hænder inden brug af maskinerne.

Er du syg må vaskeriet ikke benyttes. Du skal vente 2 dage med at gå i vaskeriet efter du er blevet rask.

Vaskeriet vil løbende blive nedvasket og holdt rent.

Trappeopgange og elevatortårne

Det indskærpes fra dd. at trappeopgange og elevatortårne ikke længere er tilgængelige for udefrakommende.

Følgende har adgang til trappeopgange:

  • Posten
  • Hjemmehjælp inkl. madlevering
  • Beboere i Ejerlejlighedsforeningen Fortbo
  • Rengøringspersonale

Det er vigtigt at alle bliver hjemme og at man ikke får gæster. Her skal vi understrege vigtigheden af, at følge myndighedernes anbefalinger.

Rengøring

Der vil fortsat blive foretaget rengøring i Ejerlejlighedsforeningen Fortbo på trappeopgange, elevatortårne, toilet og vaskeri.

Er du syg ?

Hvis du har hoste, let feber eller forkølelse – bliv hjemme i lejligheden, indtil du er rask.
Hold afstand til dine nærmeste og naboer, og undgå kontakt med andre uden for lejligheden.

Hvis du har problemer med vejrtrækningen, forværring af symptomer eller er syg over flere dage – ring til lægen
Det er vigtigt, at du ringer først og ikke møder op i venteværelset, da du kan smitte andre.

 

Hjælpenetværk

Beboere, som har behov for praktisk hjælp til indkøb og lignende, kan tilmelde sig Røde Kors’ hjælpenetværk. Det samme gælder beboere, som gerne vil melde sig som frivillige. Ring på telefon 35 29 96 60. Telefonerne har åbent alle ugens dage i tiden 09:00 – 19:00

Vi må hjælpes ad!

Denne situation er helt særlig og aldrig sket før i nyere tid. Vi må hjælpe hinanden. Vi har ikke svar på alle spørgsmål, men sammen finder vi løsninger til gavn for beboerne.

Tak for jeres hjælp og ikke mindst forståelse!

Skulle der være spørgsmål til ovennævnte kan bestyrelsesformanden kontaktes på tlf.: 36 70 69 89. Tryk herefter 2 for kontakt til bestyrelsen.